Fredag den 18. november indgik Venstre-regeringen, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative en ny finanslovsaftale, hvor udvidelsen af motorvejsstrækningen E45 langt om længe er blevet en realitet. Udvidelsen kommer dog kun til at gøre sig gældende i et begrænset omfang, nemlig mellem Aarhus Syd og Skanderborg Syd.
Udvidelsen af E45 har været et vigtigt punkt for Venstre at få indskrevet i finansloven, idet det er en del af regeringsgrundlaget. Sidste år kom punktet nemlig ikke med i finansloven, og transportminister Hans Christian Schmidt glæder sig særligt meget over at kunne indfri løftet denne gang: ”Det er fantastisk, at vi med finanslovsaftalen nu følger op på vores regeringsgrundlag og afsætter midler til udvidelsen af E45. Det gør vi for at hjælpe erhvervslivet og de mange pendlere, som hver dag spilder tid med at sidde i kø i trafikken mellem Aarhus S og Skanderborg S,” lyder det fra transportministeren i en pressemeddelelse.
Også finansminister Claus Hjort Frederiksen er tilfreds med den indgåede aftale om udvidelsen. ”Det har været vores ønske også at prioritere der, hvor der er problemer. Og der er jo en flaskehals fra Aarhus til Skanderborg,” fortalte finansministeren, da han kom ud fra det sidste møde med forligskredsen.
En billig løsning
Der har generelt været enighed på tværs af de fire partier om den indgåede aftale om selve udvidelsen, finansieringen derimod har ifølge Britt Bagger skabt en smule gnidninger. ”Der er ikke nogen af partierne, som ikke har bakket op om det. Der har været rimelig stor enighed. Det har mere været omkring finansieringen, at der har være noget,” siger folketingsmedlem for Venstre, Britt Bager, som er valgt i Østjylland. Præcis hvordan finansieringen er endt med at falde ud, kan hun dog ikke uddybe.
Der er afsat 524 millioner kroner til den begrænsede udvidelse af E45 fra Aarhus Syd til Skanderborg Syd, et projekt der forventes færdiggjort inden for 3-4 år. Det er både en relativt billig pris og kort tidshorisont, hvilket skyldes, at strækningen har en 12 meter bred midterrabat, som med fordel kan inddrages under ombygningen. ”Det er bestemt positivt, at da man anlagde motorvejen skete det med et bredt midterspor, det gør det noget nemmere nu,” kommenterer Britt Bager.
Ønsker om total udvidelse af motorvejen
Trods den umiddelbare begejstring over, at punktet om udvidelsen endelig er sat i gang, er der hos både politikere og borgere klare ønsker om mere omfattende udvidelser af motorvejen. Britt Bager forstår godt, hvorfor nogle anser udvidelsen for at være for lille i omfang. ”Det gør jeg også selv. Men som politiker må jeg glæde mig over, at der er et hul, som er blevet lukket, og at der har været en anerkendelse af, at der er problemer. Men E45 skal udvides mere. Punktum. Udråbstegn. Og vi arbejder fortsat for en udvidelse hele vejen fra Randers til Vejle, og jeg tror også, det kan lade sig gøre.”
Bager forholder sig positivt til potentialet for at få aftaler om en total udvidelse af E45 i hus, da der grundlæggende er enighed om fordelene ved at udvide motorvejen, og det er et selvstændigt punkt i regeringens 2025-plan. Hun fremhæver, at det ’kun’ er finansieringen, der fortsat vil være uenighed om. ”Det er altid et problem at blive enige om finansieringen, men alene det, at der er enighed, er godt. Så jeg tror på, at vi kan finde finansieringen, men jeg er enig i, at dette her kun er en start. Jeg kører også selv på E45,” udtaler Bager om sagen.
Skriv en kommentar