Sådan gør du bilen klar til vinteren

Når vinteren kommer, er det om at få forberedt bilen på nattefrost, glatte veje og store mængder nedbør. Men hvordan gør man allerbedst bilen vinterklar, og hvad skal man egentlig være opmærksom på? Det får du svaret på lige her.

På med vinterdækkene

Når bilen skal gøres klar til vinteren, er dækkene et rigtig fornuftigt sted at starte. Vinterdæk er nemlig fuldkommen uundværlige, når temperaturen falder, og rigtig mange danskere venter desværre alt for længe med at få skiftet sommerdækkene ud. Det kan udgøre en seriøs sikkerhedsrisiko, og derfor er det om at få vinterdækkene på, så snart vejret skifter. Vinterdækkene sørger nemlig for, at bilen kan stå fast på vejen, selvom det regner eller sner, og desuden giver vinterdækkene dig en langt bedre bremseevne, end sommerdækkene gør.

Når du sætter vinterdækkene på, kan du i samme omgang lige tjekke, om dækkene faktisk stadig er funktionsdygtige. Hvis dækmønstret er slidt for langt ned, mister dækkene nemlig en stor del af deres gribeevne, og så nytter de ikke meget. Du skal derfor sikre dig, at dækkene stadig har et solidt dækmønster, så de er fuldkommen sikre at køre med. For at tjekke dækkenes slidniveau kan du tjekke slidindikatoren, der forefindes i dækmønstret.

Tjek bilens batteri

Noget af det værste for bilbatteriets levetid er kulde, og vintervejret dræber derfor rigtig mange bilbatterier. Faktisk er døde batterier skyld i 20 % af de vejhjælpssager, der finder sted hver vinter, og du gør derfor klogt i at holde øje med dit bilbatteris tilstand, hvis du gerne vil undgå at køre død på vej til arbejde en kold vintermorgen. Du kan ganske nemt sikre dig, at dit bilbatteri er klart til vinteren ved at få tjekket ladetilstanden på dit bilbatteri og derved finde ud af, om det er klart til en omgang nattefrost.

Et bilbatteri kan miste op til halvdelen af sin kapacitet ved hård frost, og når først nattefrosten sætter ind, kan du dermed nemt komme i problemer, hvis ikke dit bilbatteri har det optimalt. For at være på den sikre side, når vinteren kommer, kan du investere i en hjemmeoplader til bilbatterier, så du selv kan lade dit bilbatteri op med jævne mellemrum, og ellers kan du simpelthen vælge at investere i et nyt bilbatteri, hvorved du er sikker på, at det kan holde til vinterens bidende kulde.

Skift sprinklervæske og smør låsene

Sidst, men ikke mindst, er det smart at fikse småting såsom at få smurt bilens gummilister, så du undgår, at dørene fryser fast. Ligeledes er det en god idé at smøre låsene, så du også undgår at disse kommer til at forvolde problemer, når frosten kommer. Vinduesviskerne kan også risikere at skulle skiftes ud efter en sommersæson, og samtidig kan du passende skifte din sprinklervæske ud til én, der er tilpasset vintervejret. Lygterne, både foran og bagpå, skal også gerne have et tjek, da disse umiskendeligt oftere er nødvendige i vinterens mørke, end de er i sommerperioden. De skal lyse tilstrækkeligt og ikke være beskadiget, og desuden skal de naturligvis holdes rene hele året rundt.

Det behøver altså ikke at være noget vanvittigt stort projekt at gøre bilen vinterklar, og du gør bestemt klogt i at få det gjort i god tid. Har du ikke mod på selv at gøre det, kan du naturligvis få lavet et decideret vintertjek, men der er som udgangspunkt ingen problemer i selv at gøre bilen vinterklar hjemme i garagen.

Bliv den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*