Sommeren er over os, og det betyder massevis af udflugter og ture. Måske skal du køre sydpå, måske skal du blot ud og se dig omkring i skønne Danmark. Uanset hvor lang turen måtte være, er det naturligvis vigtigt at være godt kørende, så sommerferien forløber uden problemer eller uheld. Læs mere om, hvordan du optimerer din bil til sommerens køreture lige her.
Få styr på din aircondition
Med den sommer vi oplever i Danmark netop nu, er det helt uundværligt med en fungerende aircondition. Er der for varmt i bilen, bliver du dehydreret og ufokuseret, og det kan i værste fald resultere i uheld. Især hvis man kører meget på motorvej, er det vigtigt, for der kan man ikke så nemt have vinduerne rullet ned, og så er aircondition altså den eneste vej frem. Fungerer din aircondition ikke, er det altså blot om at få kigget på den hurtigst muligt, så du afslappet og nedkølet kan køre på tur i sommervarmen uden risiko for overophedning undervejs.
Tjek dine bremser
Bremserne er noget af det vigtigste i din bil, og er de ikke i tiptop stand, er der langt større risiko for at komme til skade. Derfor er det altid en god idé at holde øje med dine bremser – hele året rundt. Du kan for eksempel se, at dine bremser trænger til en kærlig hånd, hvis de begynder at larme, eller hvis bremsepedalen virker enten for hård eller for blød. Derudover kan du teste dem ved at finde et øde sted og komme op i en nogenlunde hastighed, hvorefter du laver en hård opbremsning. Ved en hastighed på cirka 30 km/t skal du gerne holde helt stille inden for max 6 meter, efter du har bremset, og hvis ikke du gør dét, er det altså tid til at give dine bremser en kærlig hånd eller købe nye bremser for at være på den sikre side.
Pas på det udvendige
Ud over de sikkerhedsmæssige ting er der naturligvis også det udvendige på din bil, som er værd at holde øje med. I en varm og tør sommer bliver bilen ikke naturligt vasket, og derfor skal du selv i gang. Det forholder sig nemlig sådan, at fugleklatter kan være med til at ætse lakken på din bil, og det er naturligvis værd at forsøge at undgå. Når din bil holder ude i det fri, er det derfor en god idé at være opmærksom på fugleklatter og forsøge at få dem fjernet hurtigst muligt, så din bil kan forblive fin i lakken. Desuden har den godt af at blive gjort grundigt ren for støv og snavs en gang imellem, når nu ikke regnvejret kan klare det for dig.
Sørg for at have de rigtige dæk
Sidst, men ikke mindst, skal du naturligvis have de helt rigtige dæk på. Når vi når sommerferien, skulle du meget gerne have skiftet vinterdækkene ud med sommerdækkene, og har du ikke dét, er det i hvert fald på høje tid. Det kan være meget farligt at køre med dæk, der ikke passer til årstiden, og især i Danmark, hvor der er så stor forskel på vinter og sommer, er det vigtigt at sørge for at have de helt rigtige dæk på. Derudover skal de naturligvis være i god stand og ikke være alt for slidte. Er de dét, kan det nemlig gøre det sværere at stå fast på vejen og at bremse, og selvom dine bremser så fungerer upåklageligt, nytter det altså ikke noget, hvis dækkene er nedslidte.
Skriv en kommentar